Robotautomatiseret skift af både emner, ordrer, værktøj og bakker hos HydraSpecma
Kom en tur med ind i produktionshallen hos HydraSpecma, og hør Produktionsleder, Peter Larsen, fortælle om den seneste automationsløsning fra QRS og MASENTIA i videoen.
FAKTABOKSEN
HydraSpecma havde behov for en robotcelle, der kunne håndtere og bearbejde 3 forskellige emnetyper samt håndtere automatiseret ordreskift, da produktionen af de 3 emnetyper skulle holdes kørende ubemandet.
Vi leverede løsningen, i samarbejde med MASENTIA, der består af en 120 kg KUKA robot på en 11 meter lang køreskinne, 20 forskellige emnegribere, en vaskemaskine, ind- og udbane til emner, sikkerhedsgitter med operatøradgang via lysgitter, vendeplads, opretterstation og værktøjsmagasin til 16 værktøjer samt reol til 80 bakkesæt.
Robotten håndterer emner ind og ud af en Nakamura JX-250 drejebænk, håndterer automatiseret ordreskift og skifter bakker i maskinen.
Se robotcellen arbejde i videoen ovenfor!
Behovet for avanceret robotautomation
HydraSpecma er Nordens førende hydraulikvirksomhed, og en særdeles stærk partner for den danske industri, den internationale vindmøllebranche og offshorebranchen. Virksomheden har hovedsæde i Skjern, hvor mere end 1200 medarbejdere er beskæftiget.
Det gode, vestjyske købmandskab kombineret med en moderne og global tilgang til virksomhedsdrift, har sikret virksomhedens kontinuerlige udvikling og vækst gennem adskillige årtier. Samtidig gør en yderst effektiv produktion HydraSpecma til en konkurrencedygtig spiller på det internationale marked.
Den leverede robotcelleløsning
For godt 20 år siden landede den første industrirobot i produktionshallen. Det var Hans Jørgen Gam, der opstillede robotten ved en 3-akset maskine. HydraSpecma var begyndt at håndtere nogle meget tunge emner, der blev problematiske for medarbejderne at flytte rundt på. Derfor valgte HydraSpecma at robotautomatisere produktionen, og en årelang relation til QRS tog sin begyndelse.
Siden er der kommet adskillige robotceller fra QRS til, og i dag er HydraSpecma et fantastisk eksempel på en virksomhed, der i den grad har fulgt med tiden.
Automatiseret ordreskift og fleksibilitet
HydraSpecma havde behov for en robotcelle, der var i stand til at håndtere 3 forskellige emnetyper og derved 3 meget varierende mål og former. Samtidig var det et krav, at robotcellen kunne håndtere automatiseret ordreskift, da produktionen af de 3 emnetyper skulle holdes kørende ubemandet.
For at imødekomme dette måtte robotcellen også være i stand til at skifte værktøj og bakker på den Nakamura JX-250 drejebænk, der bearbejder emnerne. HydraSpecma bruger derfor arbejdstiden i dagtimerne til at udstyre robotcellen med rågods, i dette tilfælde på både paller og bånd. Robotcellen kan derefter holde produktionen af de 3 emnetyper kørende, da den selv sørger for at automatiseret ordreskift og klargøre maskinen til næste emnetype.
Robotten kan veksle mellem 20 forskellige robotgribere samt håndtere 16 værktøjer og 80 bakkesæt til maskinen.
Se alle billederne i galleriet ved at bruge pilene ovenfor
Integration med Nakamura JX-250
Nakamura JX 250 er det nyeste dreje/fræsecenter fra Nakamura. Maskinen har en drejediameter på ø 320 mm og en afstand mellem de to spindelnæser på hele 1.850 mm. Den findes med både én og to nedre revolvere begge med plads til 12 værktøjer og Y-akse på +/- 40 mm.
I værktøjsmagasinet er der plads til 120 værktøjer, og fræsespindelen er ekstremt kompakt med en længde på kun 349 mm. som leveres med Capto C 6 eller HSK 63 og 12.000 eller 20.000 omdrejninger. Styringen er Fanuc 31i, der er understøttet af Nakamura´s Manual Guide dialog styring samt NT Smart X med et væld af standard funktioner som skærekraft overvågning, tool life management, airbag og collision guard.


Det gode samarbejde
Robotcellen beskrevet ovenfor er en meget unik løsning, der kræver en ekstraordinær grad af ekspertise af alle involverede parter. Vi er derfor meget stolte af at have løst opgaven i samarbejde med MASENTIA. HydraSpecma har samtidig været en aktiv partner under hele processen, hvor der også har været et stort fokus på at sikre, at CAM-løsningen blev udarbejdet i overensstemmelse med de øvrige løsninger i hos HydraSpecma.
Gibbscam har leveret løsningen og bidraget til at sikre dette, da det er essentielt for HydraSpecma, at der benyttes ens CAM-løsninger på alle deres maskiner. Dette gør det meget lettere for virksomheden at flytte rundt på personale, da medarbejderne mødes af samme løsning uagtet hvor i produktionerne, de befinder sig.
Det kræver ganske enkelt nogle gode samarbejder at komme godt i mål med så unik og kompleks en løsning, som denne robotcelle er.